Chauffør sigtet: Kastede dåse og knuste sidespejl på bil

(Foto: Allan Andersen)

HILLERØD: En uenighed om regler og hensyn ved sammenfletningen på Hillerødmotorvejens forlængelse har medført at en lastvognschauffør er blevet sigtet efter straffeloven for sin optræden i trafikken.

Det var søndag eftermiddag omkring klokken 13.00, at den 43-årige lastbilchauffør kastede en dåse efter en bil som han havde set sig sur på i trafikken.

Bilen, der blev ført af en 56-årig mand fra Lynge, fik sidespejlet knust af den kastede dåse og det har medført at lastbilchaufføren, en 43-årig mand fra Hillerød, blev sigtet for at have bragt andres liv og førlighed i fare.

Fakta:
Straffeloven § 252: Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.