Grundlovsforhør: 28-årig mand dømt for røveri

En 28-årig mand blev fremstillet i dag, mandag den 2. november 2020 kl. 11.30 ved grundlovsforhør ved Retten i Horsens sigtet for røveri. Han røg direkte i fængsel.

Den 28-årige mand er sigtet for at have begået røveri mod en 7/11-butik på banegården i Horsens den 1. november 2020 omkring kl. 14.00. Her truede han en ekspedient med en køkkenkniv, som han forinden havde stjålet i Bilka, til at udlevere et mindre kontantbeløb.

Efter røveriet afleverede den sigtede, efter sin forklaring til politiet, pengene til en ukendt person, som han skyldte penge, lagde kniven i en affaldsspand og satte sig på trappen foran banegården og afventede politiets ankomst. Her blev han kort efter anholdt, da en tilkaldt patrulje ankom til stedet.

Den 28-årige er også sigtet for tyveri af den køkkenkniv, der blev brugt under røveriet, for overtrædelse af våbenloven og for at være i besiddelse af 0,99 gram hash. Han har erkendt alle sigtelserne.

Den 28-årige mand fik en straksdom på otte måneders fængsel og blev fængslet efter dommen, for Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte anklagerfuldmægtig Sanne Olsen.