Nabostridigheder om træfældning udviklede sig til vold

(Arkivfoto: Allan Andersen)

HØJBJERG: Onsdag kl. 12.18 blev Østjyllands Politi kaldt ud til en adresse i Højbjerg, hvor der var opstået en konflikt mellem to naboer, der i længere tid har haft nogle stridigheder.

Politiet ankom til stedet og mødte her den ene nabo, en 40-årig mand, der fortalte, at han havde været i færd med at beskære nogle træer, da han kunne høre naboen, en 70-årig mand, råbe til ham, at han ikke havde ret til at beskære træerne.

Den 40-årige mand har forklaret, at han gik op til sin nabo for at fremvise dokumentation for, at boligforeningen havde givet ham tilladelse til at beskære træerne. Det medførte en højrøstet diskussion, hvor bølgerne gik meget højt.

Den 40-årige mand tog sin mobiltelefon frem for at filme sin nabo, idet han mente, at naboen uretmæssigt befandt sig på hans grund. Det fik den 70-årige nabo til at slå ud efter den 40-årige, så han ramte ham på siden af hovedet, hvorefter han havde udtalt noget i stil med ”jeg kommer efter dig”.

Efter betjentene havde talt med den 40-årige, tog de kontakt til den 70-årige nabo, der blev anholdt og sigtet for vold og trusler. Efter endt afhøring fik den 70-årige mand besked om, at han under ingen omstændigheder må tage kontakt til sin nabo igen vedrørende deres verserende sager, hvorefter han blev løsladt.