Opklaret: Tilbud om chokolade var helt uskyldigt

(Foto: Allan Andersen)
GILLELEJE: Det var absolut uskyldigt, da to kvinder i mandags tilbød en 10-årig pige noget chokolade ved rundkørslen Græstedvej – Kystvej, der var tale om en venlig handling idet man havde en del Halloween slik i overskud.

Ifølge en anmeldelse som indløb til Nordsjællands Politi mandag aften kl. 19.25, var en lokal 10-årig pige, kl. 15.10 samme dag, kommet trækkende med sin cykel på Kystvejen i rundkørslen ved Græstedvej, da to kvinder ved en rød parkeret bil, tilbød pigen chokolade.

Pigen afviste dette og skyndte sig herefter fra stedet.

Nordsjællands Politi ville herefter meget gerne i kontakt med de to kvinder med henblik på at fastslå årsagen til, at de tog kontakt til pigen – og sagen er nu opklaret.

Delte overskydende halloween-slik ud
Hele sagen har vist sig at være ganske uskyldig og lidt uheldig for de to kvinder som blot ville være venlige.

En borger har kontaktet Nordsjællands Politi efter at have set medieomtalen, og forklaret, at der var tale om to lokale kvinder, der delte overskydende Halloween-slik ud.

Der var således ikke noget lusk i farvandet, men blot en god gerning som endte uheldigt.