Skoleelev slået ned med baseballbat: 17-årig voldsmand varetægtsfængslet

(Modelfoto)

ROSKILDE: Mandag formiddag kl. 09.23 kørte patruljer til 10. klasse-centret Roskilde på grund af en anmeldelse om, at en elev var blevet slået ned af en tidligere elev, som var ankommet til stedet og også havde truet lærere med en kniv.

Tirsdag blev den voldelige 17-årige mand fra Roskilde fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, her blev han varetægtsfængslet i surrogat på en sikret, lukket institution for unge som sigtet for bl.a. grov vold mod elev og trusler over lærere på skolen på Bakkesvinget i Roskilde. Ingen kære af kendelsen om varetægtsfængsling.

Slog elev ned med et baseballbat
Ved politiets ankomst til stedet få minutter senere blev den tidligere elev tilbageholdt og holdt fast af skolens personale, som overdrog ham til politiet. Der var tale om en 17-årig ung mand fra Roskilde, der blev anholdt.

En 16-årig dreng fra Roskilde var elev og blev i et undervisningslokale opsøgt af den 17-årige, som mente at have et privat udestående med ham. Med et medbragt bat slog den 17-årige den 16-årige i hovedet i undervisningslokalet, hvor også andre elever var til stede, hvorefter tililende, herunder lærere, forsøgte at få den 17-årige gennet ud.

Truede lærere på livet
I forbindelse hermed fremviste han en medbragt kniv og truede dem på livet verbalt. Det lykkedes den 17-årige at flygte til en anden etage på skolen, inden han blev overmandet og tilbageholdt indtil politiets ankomst.

Den 16-årige pådrog sig en flænge i hovedet som følge af slaget og fik efterfølgende den fornødne behandling af det tilkaldte ambulancepersonale og på skadestuen. De øvrige involverede slap uden fysiske skader.

Den anholdte 17-årige blev transporteret til politistationen i Roskilde og sigtet for grov vold, trusler på livet og knivloven, efter at de sociale myndigheder var blevet tilkaldt for at overvære afhøringen af ham.

Den 17-årige er i forvejen sigtet for endnu en sag om trusler på livet over for nogle fodboldspillere, som han i starten af oktober måned truede på livet med en pistollignede genstand ved en sportsplads i Vipperød.