To mænd anholdt for adskillige bedragerier mod ældre borgere

(Modelfoto: Allan Andersen)

SLAGELSE: Torsdag eftermiddag anholdt og sigtede politiet to mænd for flere bedragerier, hvor de mistænkes for at have ringet til ældre borgere i Slagelse og omegn og udgivet sig for at være fra bl.a. banken eller Nets og derigennem franarre de ældre borgere deres kreditkort og pinkode under påskud af, at der var problemer med den ældres kreditkort.

Sydsjælland og Lolland-Falster Politi har den seneste tid modtaget flere anmeldelser fra borgere, der er blevet franarret deres kreditkort og personlige oplysninger af personer, som udgav sig for at være fra bl.a. banken eller Nets.

På baggrund af anmeldelserne, blev der iværksat en intens efterforskning, som torsdag eftermiddag førte til, at politiet kunne anholde to mænd på hhv. 34 og 41 år, der begge er fra Slagelse.

De sigtes for at have ringet og udgivet sig for at være fra de ældres bank eller Nets. Med den fremgangsmåde har de franarret adskillige ældre borgere deres kreditkort og personlige oplysninger, som de efterfølgende har benyttet til at hæve penge.

I forbindelse med gårsdagens anholdelser, har politiet ransaget flere adresser i Slagelse. De to mænd fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Næstved i dag.