To sigtet for miljøsvineri: Smed affald på rastepladser

NYKØBING: I oktober måned fik politiet to anmeldelser om, at der var smidt affald på to rastepladser ved Nykøbing, og det lykkedes at finde frem til to personer.

Det ene sted var en rasteplads ved Bangsebro, og i affaldsbunken var der nogle papirer med et navn, og tirsdag fandt politiet frem til en 26-årig mand fra Nykøbing. Han blev sigtet for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven, og han står nu til en bøde på 1.000 kroner.

På en rasteplads i Hamborgskoven var der smidt fem sække med affald, og her var der oplysninger, der pegede i retning af en 24-årig mand fra Nykøbing.

Han er også blevet sigtet for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven, og der er også en bøde på 1.000 kroner på vej til ham.