Vagter stoppede indbrud på hospital: Indbrudstyven forsøgte at køre dem ned

(Arkivfoto: Allan Andersen)

AARHUS: To vagter ved Aarhus Universitetshospital fik natten til mandag standset en 37-årig mand, som var i færd med at bryde ind i en af hospitalets bygninger på Palle Juul-Jensens Boulevard. 

Vagterne modtog omkring kl. 03.30 en alarm og skyndte sig hen til den indgang, som alarmen lød fra. Her så de en mand iført sort tøj stå med et koben, som han stod og slog ind på en rude.

Da vagterne råbte manden an, løb han hen og startede en scooter, der stod tæt på. Ifølge vagterne kørte han direkte imod dem og ramte en af dem på knæet, inden han kørte ind i et hegn og væltede.

Vagterne holdt manden tilbage og tilkaldte politiet, der kort efter kom frem og anholdt den 37-årige mand, som blev sigtet for forsøg på indbrud.

Desuden blev han sigtet for at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed ved at have kørt ind i vagterne.