Forsvundet 71-årig fundet af drone

NØRRE ALSLEV: Tidligt torsdag morgen var en 71-årig mand gået fra et plejehjem i Nørre Alslev kun iført meget lidt tøj.

Der blev med det samme sendt flere politipatruljer – bl.a. med hunde – til stedet.

En drone blev også sendt i luften, og klokken 06.45 fik politiet via dronen øje på den 71-årige på et område ved Nykøbingvej.

Den ældre mand var noget kold og forkommen, og han blev med det samme pakket ind i tæpper og kørt til behandling.