Aktion mod indbrudstyveri: Politiet slæbte tyvekoster ud

FREDERIKSVÆRK: Onsdag formiddag bankede Indbrudssektionen i Nordsjællands Politi på døren i en lejlighed på Skovfogedengen, i løbet af de næste timer slæbte politiet store mængder tyvekoster ud fra adressen.

Ifølge de foreliggende oplysninger blev en person anholdt og ført væk, mens betjentene gik i gang med ransagningen som tydeligvis oversteg politiets forventninger til mængden af tyvekoster.

Betjentene var ellers ankommet i en gruppevogn, hvor der er god plads til en masse ting, men måtte i løbet af ransagningen indse at det ikke gik an og tilkalde assistance fra en vognmand.

Blandet de mange tyvekoster som blev fjernet fra lejligheden, og et dertilhørende kælderrum, var bla. forskellig elektronik, højttalere, forstærkere, designermøbler, en pladevibrator, en jordstamper, og en Christiania cykel.

Efter at have afsluttet ransagningen på adressen, fortsatte betjentene til Hundested hvor der også skulle afhentes en række tyvekoster, angiveligt som led i en lignende aktion der.

(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)