Butikstyve påkørte indkøbsvogn for at slippe væk

(Foto: Politi.dk)

RINGSTED: Tirsdag aften kl.20.24 anmeldte personalet i Lidl på Odinsvej i Ringsted, at to butikstyve netop var stukket af fra stedet i bil. To mænd havde fyldt en vogn med diverse varer for omkring 10.000 kr, hvorefter de forlod butikken med vognen uden at betale – det endte dramatisk.

En medarbejder havde holdt øje med de to mænd og fulgte efter ud på parkeringspladsen. Mændene gik hen til en ældre sølvgrå personbil, hvor de begyndte at læsse varerne ind i bilens baggagerum. Da medarbejderen fra Lidl konfronterede mændene løb den ene væk fra stedet og den anden satte sig ind i bilen og låste dørene.

Medarbejderen stillede indkøbsvognen foran bilen for at forhindre den i at køre væk, men det holdt ikke føreren tilbage. Han påkørte indkøbsvognen og kørte væk fra parkeringspladsen i retning mod bymidten. De to butikstyve fik kun få varer fra vognen ind i bilen, før de flygtede. Ingen personer kom noget til ved episoden.

De mistænkte beskrives som:
A: Mand, Østeuropæisk af udseende, 30-35 år, 165-175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Iført: Sort tophue. Sort mundbind. Sort jakke. Blå jeans.
B: Mand, Østeuropæisk af udseende, 35-40 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Fedladen, Hudfarve: Hvid, Iført: Sort tophue. Sort mundbind. Sort jakke. Blå jeans.

Politiet efterforsker nu sagen om butikstyveriet og søger i den forbindelse vidner, som har bemærket de beskrevne udenlandske mænd og den sølvfarvede ældre personbil køre fra stedet.

Kontakt politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.