Hest aflivet efter trafikuheld på motorvej

(Arkivfoto: Allan Andersen)

KØGE: Lørdag eftermiddag kl. 14.20 rykkede redningspersonale og politiet ud til et færdselsuheld med flere parter involveret i det vestgående spor på Vestmotorvejen ved Bjæverskov.

Der var tre parter, heriblandt en væltet hestetrailer med to heste i, involveret i ulykken, så trafikken på motorvejen i vestgående retning blev afspærret i forbindelse rednings- og oprydningsarbejdet.

Den ene af de to heste i den væltede hestetrailer var kommet så slemt til skade, at den blev aflivet på stedet. Den anden hest blev transporteret væk i et andet køretøj med hestetrailer, som blev tilkaldt til uheldsstedet.

Føreren af bilen med hestetraileren – en 19-årig kvinde fra Hørsholm – blev bragt til skadestuen, men var sluppet med diverse knubs ligesom de to øvrige førere ved uheldet.

Uheldet skete, da en 51-årig mand fra Ringsted kørte i vestlig retning i vognbanen længst til højre. Under en overhaling af den 19-åriges bil med tilkoblet hestetrailer ramte den 51-årige hestetraileren, der kom i slinger og standsede i vognbanen mod midten.

En 45-årig kvinde fra Nordhavn, der kørte bag de to parter, nåede ikke at bremse i tide, så hun ramte den 51-åriges bil og blev dermed involveret i uheldet. Kl. ca. 15.40 blev der åbnet for trafik i det ene spor indtil kl. ca. 16.00, hvor oprydningsarbejdet var sluttet, så trafikken kunne normaliseres på stedet.