Politiet søger vidner til groft hærværk: Toiletbygning sprængt i stumper og stykker

(Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi)

VEJEN: Et voldsomt hærværk er gået ud over en offentlig toiletbygning. der er sket omfattende materielle skader, og politiet vurderer at der kan være affyret en krysantemumbombe på toilettet.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog søndag klokken 01.34 anmeldelse om groft hærværk mod en offentlig toiletbygning i Nørregade i Vejen.

Der er sket omfattende materielle skader, og politiet vurderer indledningsvis, at der kan være affyret en krysantemumbombe på toilettet.

– Vi ser med stor alvor på hændelsen, hvor ingen heldigvis er kommet til skade. Vi er i gang med efterforskningen og har desuden iværksat tryghedsskabende patruljering i Vejen, understreger vicepolitiinspektør Søren Rønnov fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet har søndag kontaktet flere erhvervsdrivende for at få udleveret relevant videoovervågning.

Syd- og Sønderjyllands Politi anmoder desuden butiksejere og andre, som har videoovervågning i området, og som endnu ikke er blevet kontaktet af politiet, om at kontakte dem på telefon 1-1-4.

Syd- og Sønderjyllands Politi søger desuden vidner, der har set eller hørt noget, der har med hændelsen at gøre – ring på telefon 1-1-4.

(Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi)