27-årig mand dømt for trafikdrab

(Foto: Allan Andersen)

En 27-årig mand fra Frederikssund er idømt to år og seks måneders fængsel for at have forårsaget en 46-årig mands død ved en færdselsulykke på Tværvej i Egedal Kommune i oktober sidste år.

Retten i Hillerød har kendt en 27-årig mand fra Frederikssund skyldig i uagtsomt manddrab i forbindelse med en færdselsulykke, der skete den 20. oktober 2020. Her kørte den 27-årige med høj fart ind i en anden bil på Tværvej i Egedal.

I bilen sad en 46-årig mand og to af hans to børn. Den 46-årige blev dræbt som følge af ulykken, mens det ene barn kom alvorligt til skade.

Ifølge anklageskriftet var hastigheden i påkørselsøjeblikket mindst 108 km/timen, og den 27-årige havde umiddelbart forinden kørt ikke under 155 km/timen på Tværvej og ikke under ikke under 183 km/timen på Frederikssundsvej. På de to strækninger er det højst tilladt at køre henholdsvis 90 km/timen og 80 km/timen.

Ulykken skete, da den 27-årige overhalede en række af forankørende biler og kørte frontalt ind i den 46-årige, som kom kørende i den modsatte vognbane. Efter ulykken flygtede den 27-årige fra stedet, hvilket han også var tiltalt for og blev kendt skyldig i.

– Jeg er tilfreds med rettens afgørelse og at retten fulgte min påstand om fængsel i to år og seks måneder. Det er helt uacceptabelt, at man ved den form for vanvidskørsel forvolder et andet menneskes død og påfører andre alvorlige skader, siger senioranklager Susanne Kjølhede fra Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.

Den 27-årige mand blev endvidere kendt skyldig i flere gange tidligere at køre uden førerret samt flere tilfælde af hastighedsovertrædelser. Endelig blev han også dømt for forud for ulykken at have foretaget en anden hasarderet overhaling.

Den 27-årige modtog dommen. Han har siddet varetægtsfængslet siden ulykken og er fortsat fængslet.