70-årig mand fik bilen beslaglagt: Blæste alkometer op over 2,0

ALME: Søndag eftermiddag kl. 13.38 skete der et solouheld på Almevej, lige ved Alme Skole, som skete da en 70-årig fører af en personbil mistede kontrollen og røg ud på marken.

Der skete ikke nogen personskade ved uheldet, men ved politiets ankomst til stedet viste det sig at den 70-årige bilist, en mand fra Gilleleje, virkede påvirket af alkohol.

Med assistance fra betjentene fik manden leveret en udblæsningsprøve, og her blæste han alkometeret langt op over det tilladte, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel.

Alkometeret blev blæst op over en promille på 2,0, og derfor blev hans bil, en ældre Mercedes, beslaglagt med henblik på konfiskation og borttransporteret til politiets lager for beslaglagte biler.

Nu skal den udtagne blodprøve afgøre den præcise promille og deraf straffen for den 70-årige bilist.