Corona: Øget patruljering i Ishøj

ISHØJ: På grund af den øgede corona-smitte i Ishøj, og de restriktioner, som sundhedsmyndighederne har iværksat, vil politiet være yderligere tilstede i kommunen.

Smitteudviklingen i Ishøj er bekymrende, og sundhedsmyndighederne har derfor iværksat en række skærpede tiltag i kommunen for at undgå en situation, hvor smitten eskalerer. Blandt andet bliver der etableret en lokal task force i Ishøj Kommune, og fra i morgen vender alle skoleelever i kommunen tilbage til hjemmeundervisning.

Håndhævelse af krav om mundbind
I denne situation er Københavns Vestegns Politi naturligvis markant tilstede i Ishøj med øget patruljering i den kommende tid. Det gælder særligt de steder, hvor der erfaringsmæssigt færdes mange borgere, herunder bl.a. ved Ishøj Bycenter, Ishøj Havn og testcentre. Samtidig har politiet stort fokus på, at de forretninger, der må holde åbent, gør det på en sikker måde – samt at øvrige forretninger holder lukket i overensstemmelse med reglerne.

”Alle bliver nødt til at handle i denne situation, så smitten ikke eskalerer. Vi opfordrer endnu engang til, at alle tager ansvar og overholder de gældende restriktioner – og vi vil have skærpet fokus på håndhævelse af kravet om brug af mundbind. Sundhedsmyndighederne opfordrer til, at alle indbyggere i Ishøj Kommune lader sig teste i uge 7, og det bakker vi naturligvis op om,” siger politidirektør Kim Christiansen.