Hystade ville med bus uden coronatest: Stak chauffør en knytnæve i ansigtet

(Foto: Allan Andersen)

RØNNE: En 23-årig mand fra København opførte sig tirsdag ved en busholdeplads i Rønne som et fornærmet barn, da han blev afvist af chaufføren på en bus, der skulle have fragtet ham via Ystad til København.

Han havde ikke medbragt en negativ coronatest, og blev derfor afvist. Han blev så sur, at han tildelte chaufføren en knytnæve i ansigtet og spyttede på ham, hvorefter han flygtede fra stedet.

Et god signalement betød, at de tilkaldte patruljer fandt ham gående på Aakirkebyvej i Rønne, hvor han blev anholdt og indbragt til politigården.

Der venter ham nu et retsligt efterspil.