Jagtet af politiet: 16-årig havde ”lånt” mors bil

(Foto: Allan Andersen)

BEDER: Tirsdag aften, kort før midnat, blev en patrulje på Beder Landevej i Beder opmærksom på en bil, der kørte stærkt – meget stærkt.

Patruljen satte efter og forsøgte at få føreren af bilen til at standse, men trods horn og lygter fortsatte bilisten med høj hastighed ad Bredgade og Starupvej og ind i Mallingparken, hvor bilen til sidst standsede.

Betjentene fik fat i kraven på bilens fører og her viste det sig at bilisten kun var 16 år gammel og derfor ikke havde noget kørekort. Han oplyste også at det ikke var så godt med bilen, for den tilhørte hans mor og hun havde absolut ikke givet ham lov til at tage bilen på nogen måde.

Den 16-årige dreng blev sigtet for brugstyveri, kørsel uden førerret og for ikke at efterkomme politiets anvisninger – hvordan drengens mor tog sagen melder døgnrapporten ikke noget om.