Politi efterlyser gerningsmand bag vold under festival på Ærø

ÆRØ: Fyns Politi beder offentligheden om hjælp til at identificere den mand, som politiet mener er gerningsmanden til en voldsepisode i Ærøskøbing ved et-tiden natten til søndag den 26. juli 2020 i forbindelse med festivalen ”Ærø Dog Day”.

Gerningsmanden, som politiet nu efterlyser, indgik i en gruppe på 3-5 personer, hvor en eller flere begik to tilfælde af vold samt et tilfælde af trusler mod i alt tre forurettede.

Billederne af den formodede gerningsmand bliver offentliggjort, fordi politiets efterforskning har vist, at han stod bag vold mod en forurettet, der pådrog sig alvorlige kvæstelser i ansigtet.

”Vi har løbende arbejdet med efterforskningen i sagen og arbejdet på at finde frem til den gerningsmand, vi har kunnet fastlægge til det alvorlige voldstilfælde, men vi har ikke haft held til at identificere ham. Derfor offentliggør vi nu billeder af ham. Vi håber meget, at der er nogen derude – og måske særlig folk med tilknytning til Ærø, der kan genkende manden, så vi kan få ham identificeret og anholdt”, siger politikommissær Ulrik Lorenzen fra Fyns Politi.

Den formodede gerningsmand beskrives som:
17-25 år gammel, 170-185 cm høj, almindelig til slank af bygning. Han har brunt krøllet hår, lys hud og er formentlig dansk. Han var på gerningstidspunktet iført en rød og sort vindjakke med lynlås samt hvide felter på underarmene. Der var desuden en grå hætte enten jakken eller på en underliggende trøje.

Oplysninger om den formodede gerningsmand til Fyns Politi på telefon 114.