Uden kørekort i ukendt bil med prøveplader: Bilen beslaglagt på stedet

(Arkivfoto: Midt- og Vestsjællands Politi)

KØGE: Onsdag eftermiddag kl. 14.50 standsede færdselspolitiet en 32-årig mand fra Vallensbæk Strand i en personbil, som han førte ad Køge Bugt Motorvejen ved Køge – det blev hurtigt til en noget speget sag.

Personbilen var ikke indregistreret, men forsynet med et sæt prøveplader, hvorfor betjentene rutinemæssigt lige ville kontrollere formålet med kørslen i bilen.

Det startede skidt med det samme, da den 32-årige mand bag rattet viste sig at være frakendt kørekortet, han blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven ved at køre bil uden kørekort.

Ved en nærmere undersøgelse af personbilen, kunne hverken politiet eller importøren af det pågældende bilmærke identificere bilen, så politiet valgte at beslaglægge bilen med henblik på nærmere undersøgelse af, hvorfra bilen stammede, og om bilen i det hele taget måtte være afgiftsberigtiget før kørsel på det danske vejnet.

En ladvogn kom til stedet og kørte bilen ind til nærmere teknisk undersøgelse, den 32-årige mand kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet, når undersøgelserne af bilen er afsluttet.