26-årig mand snuppet med hash og våben

(Foto: Allan Andersen)

VIBY: Specialpatruljen bemærkede lørdag kl. 15.26, at der holdt en personbil i tomgang ud for en åbentstående garage i Kjærslund i Viby. I bilen sad en 26 årig mand på passagersædet, og ved hans fødder lå en pose med ca. 90 gram hash.

I bilen lå endvidere en peberspray og en totenschläger, og ved nærmere eftersyn af garagen fandtes yderligere 192 gram hash. Den 26 årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende og erkendte forholdet.

Mens politiet arbejdede på stedet, kom en 27-årig mand til stede og råbte forskellige ukvemsord mod politiet, mens han samtidig forsøgte at opildne andre tilstedeværende til samme adfærd.

Han blev anholdt, sigtet for at forstyrre den offentlige orden og fjernet fra stedet. Han erkendte overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og ved afhøringen forklarede han, at våbene i bilen tilhørte ham, hvorfor han også modtog en sigtelse for overtrædelse af våbenloven.