27-årig kørte uden kørekort, narkopåvirket og med slagvåben i bilen

(Arkivfoto: Allan Andersen)

SLAGELSE: Torsdag aften kl. 22.40 standsede politiet en 27-årig mand fra Vemmelev på Ndr. Ringgade i Slagelse. Han virkede påvirket af både spiritus og euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

I øvrigt havde den 27-årige ikke noget kørekort, så han blev også sigtet for kørsel uden førerret, og da politibetjentene fandt et baseballbat i bilen, blev han også sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Der var også en taske i bilen, som viste sig at indeholde fem gram hash og to gram kokain i små poser.

Derfor foretog betjentene en ransagning af den adresse i Slagelse, ejeren af bilen bor. Det var en 32-årig mand, og i hans lejlighed blev der fundet 20,5 gram hash, 10 gram amfetamin, fem gram kokain og tre bushammere. Den 32-årige blev anholdt klokken 1.05 og sigtet for overtrædelse af våbenloven om lov om euforiserende stoffer. Han fremstilles i grundlovsforhør i løbet af fredag.