32-årig mand slog sin 20-årige kæreste i hovedet med knytnæver

(Foto: Allan Andersen)

JYDERUP: Natten til mandag kl. 02.09 slog en 20-årig kvinde alarm til politiet, fordi hun kort forinden var blevet slået nogle gange i ansigtet af sin samlever. Kvinden havde efter volden taget flugten og fik kontakt til den patrulje der var sendt ud på opgaven.

Hun blev bragt til skadestuen til nærmere undersøgelse og dokumentation for de slag, hun havde fået.

Efterfølgende kørte politiet til en adresse i Jyderup, hvor en 32-årig mand blev anholdt som mistænkt i sagen. Han var påvirket af et eller andet, så efter et lægetilsyn blev han midlertidigt anbragt i detentionen til afrusning inden afhøring til sagen.

Det viste sig, at volden, som han blev sigtet for, var begået i prøvetiden for en tidligere voldsdom, hvor han også havde en reststraf tilbage.

Anklagemyndigheden vurderede derfor, at den 32-årige skal fremstilles i grundlovsforhør mandag ved Retten i Holbæk, hvor anklagemyndigheden vil begære ham varetægtsfængslet – resultatet er endnu ikke kendt.