40 bilister sigtet under færdselsindsats i Aarhus Vest

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Kedelige rekorder ved færdselsindsats i det vestlige Aarhus, hvor der blev uddelt store bøder og frakendt kørekort.

Østjyllands Politis færdselsbetjente havde travlt, da de torsdag aften var på kontrol i Aarhus Vest, hvor der blev uddelt 43 sigtelser til 40 bilister. 18 af dem fik klip i kørekortet for kørsel frem for fuldt stop.

Ved indsatsen blev der slået en trist hastighedsrekord – oven i købet to gange. Stort set samtidig blev to mandlige bilister på 27 og 28 år taget i at køre henholdsvis 172 og 165 km/t på Hasle Ringvej, hvor man altså maksimalt må køre 70 km/t. Det er de to højeste hastigheder, der er blevet målt på Ringvejen.

De to mænd, der begge havde flere færdselssager på samvittigheden, fik inddraget deres kørekort på stedet og kan begge se frem til en ubetinget frakendelse af kørekortet. Den 27-årige mand kan desuden se frem til en bøde på 10.000 kroner og den 28-årige får en bøde på 9500 kroner.

”Torsdagens indsats viser, at der er rigtig god grund til fortsat at have fokus på færdselskulturen i denne del af Aarhus, og derfor fortsætter vi selvfølgelig med vores mange målrettede indsatser i området”, siger politikommissær Amrik Chadha.

17-årig uden kørekort – to gange
En 17–årig mand gjorde opmærksom på sig selv ved at køre med i et bryllupsoptog med tændt havariblink, blev sigtet for kørsel uden førerret. Den 18-årige ejer, der sad ved siden af, blev desuden sigtet for at overlade sin bil til en person uden kørekort.

Mindre end 5 minutter senere blev samme bil standset, idet den bakkede mod kørselsretningen. Den 17-årige mand fra før havde ikke i mellemtiden erhvervet kørekort, så han blev endnu en gang sigtet for kørsel uden førerret. Ejeren af bilen, der fortsat sad ved siden af, blev igen sigtet for at overlade sin bil til en person uden kørekort.

Kørsel uden førerret – tre gange
En 24-årig mand blev bragt til standsning af en patrulje med henblik på en rutinemæssig kontrol. Han måtte erkende over for politiet, at han ikke havde noget kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Den 19-årige ejer af bilen sad ved siden af. Han modtog en sigtelse for at overlade sin bil til en person uden kørekort.

Ca. en time senere observerede samme patrulje, at bilen igen var ude at køre. Denne gang var det dog ejeren, der sad bag rattet. Det gjorde ikke sagen meget bedre, idet han heller ikke var i besiddelse af et kørekort. Ejeren blev denne gang sigtet for kørsel uden førerret, og patruljen indskærpede over for ejeren, at bilen skulle føres af en person med gyldigt kørekort.

Ca. 10 minutter senere blev samme bil dog igen standset med ejeren bag rattet. Han havde tilsyneladende ikke forstået budskabet, og blev sendt hjem med aftenens tredje sigtelse.

43 sager – 40 sigtede
De i alt 43 sager ved torsdagens indsats omhandlede:

18 x vigepligt, klip (fuldt stop ej respekteret)
6 x manglende sikkerhedssele
5 x kørsel uden førerret
3 x oplysningspligt – overlade førerretten til en person uden kørekort
3 x uberettiget anvendelse af haveriblink
2 x hastighed, ubetinget frakendelse (>100%)
2 x hastighed, betinget frakendelse (>60%)
2 x hastighed, klip
1 x håndholdt mobiltelefon, klip
1 x rødt lys, fodgænger