Det blev dyrt: 17-årig kørte bil med afmeldte plader og uden forsikring

(Foto: Allan Andersen)

ÅGERUP: Fredag eftermiddag kl. 15.37 kontaktede en politimand politiet, fordi han i sin fritid havde bemærket en bilist køre usikkert i Ågerup-området i en personbil, som det også var lykkedes politimanden at få standset.

En patrulje kørte til Ågerup og fik kontakt til en ædru, 17-årig ung mand fra København K, som ikke kunne fremvise et kørekort. Han blev sigtet for kørsel uden førerret og oplyste, at han blot manglede at aflægge en køreprøve, før han kunne erhverve sig et kørekort.

Ved nærmere undersøgelse af bilen viste det sig, at den 17-årige rent faktisk var den reelle ejer af bilen, men han havde glemt at omregistrere den, så den tidligere ejer havde afmeldt bilen hos Motorstyrelsen.

Derfor var bilen hverken indregistreret og også uden den lovpligtige ansvarsforsikring, så den 17-årige blev også sigtet for de to forseelser. Nummerpladerne blev inddraget på stedet, og den 17-årige vil senere høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne i forbindelse med eftermiddagens kørsel i Ågerup.