Påtale om mundbind førte til tumult: 58-årig mand sigtet

ROSKILDE: Søndag eftermiddag kl. 15.24 fik politiet en anmeldelse om, at der var opstået tumult imellem to kunder i supermarkedet Netto på Københavnsvej i Roskilde.

En patrulje kørte til forretningen, hvor de to mænd nu var faldet til ro og kunne afhøres af politiet.

Det viste sig at der opstod en uenighed i køen, hvor en 58-årig mand fra Roskilde havde påtalt over for en kunde bagved, at han ikke anvendte mundbind, hvorefter der opstod tumult imellem de to mænd.

Manden som ikke anvendte mundbind, en 32-årig mand fra Greve, var fritaget for brug af mundbind.

Politiet sigtede den 58-årige mand for at overtræde ordensbekendtgørelsen, da patruljen ud fra sagens omstændigheder fandt, at det var ham som havde været ophavsmand til tumulten. Ingen personer kom noget til ved episoden, og den 58-årige kan nu forvente en bøde i sagen.