Pattestiv knallertkører forsøgte at undgå politiet

(Foto: Allan Andersen)

HJØRRING: En kørende patrulje fra Nordjyllands Politi befandt sig på Jernbanegade i Hjørring fredag, set om aftenen, hvor de to betjente i patruljevognen lagde mærke til en knallertfører, som kørte uden styrthjelm og med defekte lys på sin knallert.

Knallertføreren lagde tydeligvis også mærke til betjentene, da han hurtigt vendte knallerten i modsatte retning og forsøgte at trille ubemærket fra stedet.

Det lykkedes dog ikke, da betjentene kort efter signalerede til knallertføreren, at han skulle holde ind til siden – hvilket han gjorde på udramatisk vis. Det viste sig, at der var tale om en 19-årig mand.

Foruden den manglende styrthjelm og knallertens defekte lys, vakte den unge knallertfører hurtigt mistanke til påvirket kørsel. Han havde nemlig balancebesvær, snøvlende tale samt blanke og udvidede pupiller. Betjentene instruerede derfor føreren i at deltage i en alkometertest.

Desværre for den unge herre gav testen udslag for, at hans promille var 1,52 – klart over den lovlige grænse på 0,5. Det vidnede om, at han tilsyneladende havde fået alt for meget at drikke inden kørslen.

Adspurgt erkendte føreren, at han havde drukket en halv kasse øl inden middag, og at han havde røget joints i løbet af dagen. Knallerten havde han været i gang med at fikse, men var ikke blevet færdig, hvorfor den kunne køre 60-65 km/t – markant over den lovlige hastighedsgrænse for en lille knallert.

Derudover observerede betjentene, at knallertføreren ikke havde lovpligtig forsikring.

Politiet sigtede og anholdt derfor knallertføreren for følgende:
Spirituskørsel
Kørsel under påvirkning af narkotika
Kørsel på konstruktivt ændret knallert
Manglende brug af styrthjelm
Mangel på lovpligtig forsikring
Mangler på knallertens udstyr (defekte lys)

Den sigtede blev derefter kørt til skadestuen, hvor en blodprøve blev udtaget som bevismateriale i sagen.

Alle spiritus- og narkobilister tilbydes hjælp
Når Nordjyllands Politi sigter en person for overtrædelse af færdselslovens §§ 53-54, vil vedkommende blive tilbudt en uforpligtende samtale med en rusmiddelrådgiver.