Større slagsmål endte i knivstikkeri: To såret af knivstik

(Foto: Local Eyes)

HELSINGØR: Klokken 21.41 indløb der anmeldelse om, at et slagsmål mellem en større gruppe personer var i gang på en parkeringsplads på Ponydalen, og at nogle muligvis var blevet stukket med kniv.

Under anmeldelsen flygtede flere personer fra stedet, og da politiet ankom dertil, blev seks unge mænd fra lokalområdet truffet. To af dem var blevet stukket med kniv, og de blev derfor kørt til hospitalet for behandling af deres skader.

I første omgang blev fem af de antrufne anholdt, og efterfølgende blev også den sjette mand anholdt hvilket betyder at de to knivsårede unge mænd også blev anholdt og sigtet i sagen.

De to mænd, som blev kørt på hospitalet, er begge uden for livsfare og der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at hændelsen var banderelateret. Det kan oplyses, at de seks antrufne mænd kendte hinanden i forvejen.

Nordsjællands Politi efterforsker sagen og herunder identiteten på de resterende personer, som under anmeldelsen blandt andet blev set køre fra stedet i to biler, en sølvgrå bil og en stationcar.

Nordsjællands Politi hører gerne fra borgere, som har oplysninger i sagen, og kan kontaktes på telefon 114.