Tyv sigtet for at stjæle overvågningskameraer

(Modelfoto: Lars Aarø / Østjyllands Politi)

KARISE: Mandag morgen kørte politiet ud til en adresse lidt uden for Karise. Det skete efter en mistanke om, at den 34-årige mand, der boede på stedet, havde kendskab til to kameraer, der var blevet stjålet i løbet af natten til mandag fra en haveaffaldsplads i Karise.

Den 34-årige var hjemme, og det var de to stjålne kameraer også.

Der blev også fundet flere kameraer og andre effekter på stedet, og politiet skal nu undersøge, om der er tale om tyvekoster. På adressen stod der også en påhængsvogn, som var meldt stjålet i sommer i Køge, og der blev også fundet to mindre poser med amfetamin og en klump hash, og den 34-årige blev herefter sigtet for tyveri og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Han blev afhørt på politistationen i Næstved, inden han blev løsladt igen klokken 17.10.