26-årig anholdt: Opbevarede narkotika og en totenschlæger i sin lejlighed

(Foto: Allan Andersen)

AARHUS: Mandag eftermiddag kl. 13.19 var Østjyllands Politis specialpatrulje forbi en adresse i Aarhus C, fordi betjentene havde mistanke om, at der blev handlet med narkotika på stedet.

Betjentene bankede på døren, men der blev ikke åbnet for betjentene som gennem brevsprækken kunne lugte hash og se nogen gå rundt inde i entreen.

Betjentene råbte derfor gentagne gange, at det var politiet, og at vedkommende skulle åbne døren. Da der stadig ikke blev åbnet, slog betjentene døren ind for at få adgang til lejligheden, hvor de blev mødt af den 26-årige mandlige beboer.

Under ransagning af lejligheden fandt betjentene både hash og skunk fordelt i salgsposer samt flere piller, tomme salgsposer og et større kontantbeløb. Betjentene fandt desuden en totenschlæger, og den 26-årige mand blev anholdt og sigtet for både salg af narkotika og for overtrædelse af våbenloven.