Bil revet midt over: 23-årig dræbt og 19-årig i kritisk tilstand

(Foto: Local Eyes)

RØDEKRO: En 23-årig mand har mistet livet, mens en 19-årig mand er i kritisk tilstand efter færdselsulykke på Oksevejen ved Rødekro, de to unge mænd ramte bla. et træ som rev bilen over i to stykker – og den 23-årige var dræbt på stedet.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog klokken 14.40 via 1-1-2 anmeldelse om en alvorlig færdselsulykke på Oksevejen ved Rødekro, her var to mænd på 19 og 23 år kommet alvorligt til skade i forbindelse med en soloulykke i en personbil.

Politi og redningsberedskab ydede livreddende førstehjælp på stedet, men trods indsatsen var det ikke muligt at redde den 23-åriges liv, og han blev kort efter erklæret død af en læge på skadestedet.

Den 19-årige er  i kritisk tilstand, og blev fløjet med lægehelikopteren til hospital.

Den dræbte 23-årige mand og den 19-årige mand er begge bosat i Aabenraa Kommune, og de pårørende til de to unge mænd er underrettet.

Politiet var sammen med en tilkaldt bilinspektør i flere timer i gang med at undersøge årsagen til ulykken. Vejstrækningen var derfor spærret for al trafik frem til omkring kl. 19.15 hvor de tekniske undersøgelser var afsluttet og uheldsstedet ryddet op.

Ved ulykken blev bilen revet i to stykker. (Foto: Local Eyes)