Handling og konsekvens: Motorcykel og kørekort røg på grund af fart

(Arkivfoto: Allan Andersen)

KARLSLUNDE: Søndag aften kl. 20.11 var en patrulje fra færdselsafdelingen på Karlslunde Landevej i Karlslunde- Greve og lave en hastighedskontrol med laser. En motorcykel med passager bag på, der kom kørende i nordlig retning, blev målt til at køre 103 km/t, selvom den højst tilladte hastighed er 50 km/t i byzonen.

Motorcyklen blev vinket ind til siden, hvor føreren, en 38-årig mand fra Frederikssund, blev sigtet for den alt for hurtige kørsel. Han blev gjort bekendt med, at der på grund af de skærpede regler om vanvidskørsel, var grundlag for at beslaglægge motorcyklen med henblik på konfiskation – også selvom det var et køretøj han havde lånt.

Ifølge færdselslovens regler er dette muligt, når hastighedsbegrænsningen overskrides med 100 %. Den 38-årige fik desuden inddraget sin førerret administrativt inddraget på stedet, så han ikke må køre bil eller motorcykel, mens sagen behandles.

Ejeren af motorcyklen blev orienteret om sagen. Der blev protesteret over beslaglæggelsen, så sagen vil blive forelagt retten, som skal tage stilling til, om politiets indgreb var retmæssigt. Parterne i sagen vil senere høre mere fra politiet.