To brandstationer sendt afsted: Skovbrand opdaget ved Duemose Trinbræt

DUEMOSE: Ca. 100 meter inde i skoven fra Ny Mårumvej, lige ved Duemose Trinbræt, opdagede en vaks borger ved 16-tiden at der var røg og flammer inde i skovbunden og fik straks slået alarm til 1-1-2.

Det skulle vise sig at være en mere omfattende skovbrand, som dog heldigvis holdt sig i skovbunden idet der ‘kun’ var ca. en meter høje flammer da brandmandskabet fik kæmpet sig vej frem til brandstedet som lå ret så ufremkommeligt og langt fra alfavej.

Brandfolkene måtte først udlægge en såkaldt B/C udlægning som ganske enkelt består i at slæbe brandslanger ud mod brandstedet og forlænge dem indtil man er fremme, og så sætte en kobler på hvorfra der så går flere mindre slanger ud til den enkelte brandmand.

Der var indsat i alt tre brandslanger, og slukningen var besværlig idet der var tale om et stykke skovbund hvor der lå væltede træer og grene på kryds og tværs som i et stort Mikado-spil.

Udover en brandsprøjte, en tankvogn og tender fra Helsinge så kom også Gilleleje ud til brandstedet med begge tankvogn til assistance, vandforsyningen blev dog hurtigt klaret idet der lå en stor skovsø tæt på som mandskabet kunne suge fra med pumperne fra tenderen.

Omkring kl. 18.30 kunne brandmandskabet begynde at rulle slangerne sammen, der var slukket brand i et skovområde på 350 – 400 m2 og eftersom der ikke det pågældende sted er nogen stier eller andet som giver trafik forbi stedet, så er der ingen forklaring på hvordan skovbranden startede.

(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)