To nappet på hurtige knallerter

(Arkivfoto: Nordsjællands Politi)

BOESLUNDE: En politipatrulje så onsdag klokken 15.50 en knallert, der kom kørende meget hurtigt ad Boeslunde Byvej i Boeslunde, men det lykkedes ikke at standse knallertkøreren.

I stedet kørte politibetjentene til den registrerede ejers adresse, og her ankom knallerten kort efter. Der var tale om en 18-årig mand, og hans knallert blev undersøgt på et rullefelt.

Det viste sig, at den kunne køre væsentligt hurtigere end tilladt.

En anden knallertkører kom på samme tid forbi, og han blev også standset til en rutinekontrol. Hans knallert kunne også køre meget hurtigere end tilladt, og den 48-årige fører blev sammen med den 18-årige sigtet for at køre på ulovlige knallerter.