To vanvidsbilister mistede bilen i trafikkontrol

(Foto: Allan Andersen)

KBH VESTEGN: Skærtorsdags færdselsaktion i forbindelse med den landsdækkende Påskekontrol betød at 54 bilister fik minimum et klip i kørekortet for hastighed – og to måtte vinke farvel til deres biler.

Under aktionen fik politiet også fat i tre bilister som kørte uden kørekort – og eftersom den nye lov omkring vanvidskørsel var trådt i kraft ved aktionen Skærtorsdag, så måtte to bilister vinke farvel til deres køretøjer.

Den ene fordi han kørte mere end 180 km/t i en 90 zone, og desuden blev sigtet for kørsel uden førerret og narkopåvirket. Den anden bilist havde ikke førerret, og stak af fra kontrollen, hvorefter han kørte mere end 140 km/t i byzone og forårsagede herefter færdselsuheld.