To varetægtsfængslet: Sigtet for grov vold mod lille pige på 1½ år

(Modelfoto)

VEJEN: To personer, barnets biologiske mor samt dennes kæreste, blev kl. 10.30 fremstillet i grundlovsforhør for grov vold mod en 18 måneder gammel pige. Anklagemyndigheden begærede lukkede døre ved grundlovsforhøret.

I forbindelse med anmeldelse fra Vejen Kommune har Syd- og Sønderjyllands Politi foretaget efterforskning i en sag hvor et halvanden år gammelt barn fredag i sidste uge blev indlagt på Odense Universitetshospital med brud.

Efterfølgende undersøgelser og udtalelser om barnets fysiske tilstand sammenholdt med efterforskning i sagen gjorde, at politiet torsdag foretog anholdelse af en 22-årig kvinde og en 35-årig mand som fredag kl. 10.30 blev fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Esbjerg, sigtet for vold jf. Straffelovens § 245.

De to sigtede blev varetægtsfængslet frem til den 4/5. De nægter sig skyldige, men har ikke kæret varetægtsfængslingen oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Straffelovens § 245
1. Den, der udøver et legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særligt skærpende omstændighed.
2. Den, der uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred, straffes med fængsel indtil 6 år.

Af hensyn til den videre efterforskning i sagen og af hensyn til offeret, begærede anklagemyndigheden lukkede døre ved grundlovsforhøret.