36-årig mand anholdt: Kvinde og barn såret ved knivstikkeri

(Arkivfoto: Allan Andersen)

AALBORG: Nordjyllands Politi modtog onsdag aften kl. 20:13, anmeldelse om et slagsmål på en adresse i Aalborg Øst. Politiet sendte omgående politipatruljer til stedet.

En kvinde i 30’erne indfandt sig kort efter anmeldelsen med sit barn i et nærliggende supermarked. Kvinden havde pådraget sig ikke livstruende knivstik, ligesom barnet havde fået en mindre rift.

Kvinden og barnet er kørt til behandling på sygehuset.

I lejligheden på adressen anholdt politiets tilkaldte patruljer en 36-årig mand, som man mistænker for knivstikkeriet.

Nordjyllands Politi er i øjeblikket til stede i området, da efterforskningen af sagen er i fuld gang.

”Vi skal foretage tekniske undersøgelser i og omkring lejligheden, og vi skal have afhørt de involverede parter, når det bliver muligt,” siger vagtchef, politikommissær Torben Larsen.

Der er efter politiets opfattelse tale om en uoverensstemmelse i en familierelation, der eskalerer til knivstikkeri.

”Vi kommer til at arbejde i området i noget tid endnu, da vi skal have belyst hele hændelsesforløbet før, under og efter,” siger politikommissær Torben Larsen.

Politiets jurister er i færd med at tage stilling til fremstillingen af den formodede gerningsmand i grundlovsforhør.

Politiet har ingen yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.