41-årig mand tiltalt for skuddrab ved travbane

(Foto: Allan Andersen)

AARHUS: Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har nu rejst tiltale i en sag om en større narkohandel, der den 22. juli sidste år endte med, at en 25-årig mand blev dræbt af skud ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus.

En 41-årig mand er både tiltalt for narkohandel og for at have begået drabet, mens tre andre mænd er tiltalt for at have været med i den planlagte handel med 50 kilo hash til en værdi af 1,8 millioner kroner.  Det er politiets vurdering, at motivet til drabet netop skal findes i hashhandlen, der skulle have fundet sted ved travbanen.

Ifølge anklageskriftet havde den 41-årige planlagt at købe de 50 kilo hash, men han endte med at skyde og dræbe en af de mænd, som var dukket op ved travbanen som aftalt. Den 41-årige er ligeledes tiltalt for at have brændt to biler af i forbindelse med sin flugt efter drabet.

Tiltalt efter særlig paragraf
Sælgerne af de ulovlige stoffer var ifølge anklageskriftet blandt andre den dræbte og de tre andre tiltalte – en 45-årig mand, som var med til arrangere mødet, men ikke selv dukkede op ved travbanen, og to mænd på 22 og 25 år. De tre er alle tiltalt for narkohandel under særligt skærpende omstændigheder.

”Det er en meget alvorlig og voldsom sag. I forhold til drabet er det en skærpende omstændighed, at det skete ved brug af skydevåben på et offentligt sted, og derfor er der også rejst tiltale efter straffelovens §81b, som betyder, at straffen potentielt kan forhøjes, hvis den tiltalte bliver kendt skyldig, ” siger specialanklager Birgitte Ernst.

To mænd er i to tilståelsessager allerede blevet dømt for deres rolle i den planlagte narkohandel. En 42-årig mand blev i december idømt halvandet års fængsel, mens en 46-årig mand i denne måned blev idømt to et halvt års fængsel.

Retssagen mod de fire mænd er sat til at køre over syv retsdage fra den 2. september til den 1. oktober.