Beruset mand nægtede at samarbejde med politiet

(Foto: Allan Andersen)

AARHUS: Torsdag aften kl. 18.02 blev en patrulje opmærksom på en bil, der holdt parkeret på M. P. Bruuns Gade i Aarhus C. I bilen sad der flere personer, og ved den ene siderude stod der en mand, som betjentene vurderede var påvirket af både spiritus og narkotika.

Betjentene tog derfor kontakt til manden, der indledningsvis blev sigtet for lov om euforiserende stoffer med henblik på at blive visiteret. Manden ønskede dog på ingen måde at samarbejde med betjentene, og da han begyndte at skubbe til den ene betjent, blev han under store protester ført hen til en bænk.

Han begyndte nu at råbe skældsord efter betjentene, der derfor sigtede ham for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand. Da manden fortsat ikke ønskede at oplyse, hvem han var, blev han desuden sigtet for overtrædelse af retsplejeloven.

Betjentene spottede, at manden havde en hobbykniv siddende i sine arbejdsshorts, og de besluttede at skride til anholdelse. Men manden gjorde kraftig modstand, så begge betjente måtte hjælpe til for at få ham ilagt håndjern og sat ind i politibilen. Her blev han både sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde og for overtrædelse af knivloven.

På politigården blev mandens identitet slået fast, og det viste sig, at der var tale om en 25-årig mand, der desuden var eftersøgt til fogedretten.