Biljagt over 100 km: Efterlysning af lyseblå Citroën C3 efter vanvittig eftersættelse

(Foto: Allan Andersen)

Sydøstjyllands Politi efterforsker et mislykkes forsøg på tyveri fra en hæveautomat i Galten natten til mandag den 24. maj 2021 og søger i den forbindelse vidner, der har set en lys blå, franskregistreret Citroën C3, som de formodede gerningsmænd kørte væk i.

Natten til mandag den 24. maj kl. 03.42 forsøgte fire personer at begå tyveri fra en hæveautomat i Galten. Det mislykkedes og de formodede gerningsmænd blev efterfølgende eftersat af Midt- og Vestjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi over en strækning på ca. 100 km fra Galten til Kolding.

I forbindelse med eftersættelsen, som fandt sted omkring kl. 04.15 – 04.45 ad hovedvej A13 i sydlig retning mellem Pårup og Tørring, kørte bilen med de formodede gerningsmænd flere gange med fortsæt over i den modsatte kørebane og var tæt på at påkøre køretøjer, der kørte i den modsatte retning.

Sydøstjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med førere og passagerer i de køretøjer, der var tæt på at blive påkørt af den lys blå Citroën C3.

Sydøstjyllands Politi vil også gerne i kontakt med vidner, der har set gerningsbilen i dagene den 22.maj – 24. maj 2021, da de formodede gerningsmænd formentligt har opholdt sig i Danmark i dagene op til det mislykkedes tyveri. Personerne i bilen er formentligt tre franskmænd og en russer.

Da den efterlyste bil er set med flere nummerplader, søger politiet ikke et specifikt registreringsnummer.

Hvis du har oplysninger, der kan hjælpe efterforskningen, så kontakt venligst Sydøstjyllands Politi på tlf. 114.