Fire personer sigtet for billån med falske papirer

(Foto: Rigspolitiet)

Københavns Politi har onsdag anholdt og sigtet fire mænd i alderen 25 til 35 år i et større sagskompleks om kreditbedrageri for mere end 14 millioner kroner.

Kreditbedragerierne er rettet mod en række pengeinstitutter, hvor flere gerningsmænd har optaget billån via online-låneansøgninger. Gerningsmændene har brugt kopierede registreringsattester, falske løn- og skatteoplysninger samt falske slutsedler.

Efter gerningsmændene har fået bevilget lånene, er pengene blevet indsat på konti, der tilhører såkaldte muldyr. Muldyrene har efterfølgende hævet pengene.

»Vi mener, at de fire sigtede står bag særdeles alvorligt og systematisk bedrageri – men de implicerede muldyr kan også regne med at blive sigtet for medvirken til bedrageri eller hæleri,« siger vicepolitiinspektør Peter Reisz, der er leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet i Københavns Politi.

Han advarer private bilsælgere om at være opmærksomme på potentielle køberes adfærd.

»Der er grund til at være mistænksom, hvis køberen affotograferer registreringsattesten. I det hele taget bør man som sælger ikke overdrage registreringsattesten, før bilen er solgt,« siger Peter Reisz.