Hidsig mand skubbede løber omkuld to gange

(Foto: Rigspolitiet)

HILLERØD: En 58-årig mand fra Hillerød anmeldte onsdag klokken 11.42, at han tirsdag eftermiddag omkring klokken 15.45 havde løbet en tur rundt om slotssøen, og her var blevet udsat for vold af en ukendt mand.

På søstien nær Batzkes Bakke spærrede en ukendt mand pludselig vejen for ham.

Han råbte derpå af den 58-årige løber, greb fat i ham og skubbede ham omkuld, så den 58-årige faldt til jorden. Dette skete to gange, hvorpå den ukendte mand forlod stedet.

Overfaldsmanden beskrives som: Mand, dansk af udseende, 40-50 år, 200-205 cm, kraftig af bygning, hvid i huden. Iført kasket og rød vindjakke. Bar briller med firkantede glas. Medbragte et kamera.

Oplysninger i sagen kan gives til politiet på 1-1-4