Kvinde amok over krav om mundbind i taxa

(Foto: Allan Andersen)

KGS. LYNGBY: Kvinde hidsede sig voldsomt op og udsatte taxachauffør for vold grundet krav om mundbind i taxaen.

Mandag aften kl. 21.35 opstod der på Lyngby Hovedgade en uoverensstemmelse mellem en 41-årig kvinde fra Virum og en taxachauffør, da sidstnævnte bad kvinden om at iføre sig mundbind i taxaen.

Det ville kvinden ikke efterkomme, og da taxachaufføren bad hende om at stige ud af bilen, slog hun ham flere gange på hænderne inde i bilen og sparkede efterfølgende til ham uden for taxaen.

En patrulje kørte til stedet, hvor de anholdt kvinden og sigtede hende for vold.