Syrisk mand dømt for knivvold ved pizzeria i Ruds Vedby

(Arkivfoto: Allan Andersen)

RUDS VEDBY: Et enigt nævningeting har fundet en 31-årig mand skyldig i særlig rå, brutal eller farlig vold mod en anden mand ved den 19. september 2020 uden for et pizzeria i Ruds Vedby at have tildelt manden 3 snitsår på bugen og et snitsår i venstre side af brystkassen. Manden fik behandling på sygehuset, men var ikke i livsfare.

De to havde i nogen tid haft uoverensstemmelser, der havde baggrund i den 31-åriges skilsmisse fra offerets søster. Den 31-årige havde opsøgt manden i pizzeriaet, og de to begyndte at slås uden for pizzeriaet. Den 31-årige fremtog en kniv og brugte denne til at påføre manden de pågældende snitsår.

Den 31-årige var tiltalt for drabsforsøg, men retten fandt det ikke bevist, at han havde forsæt til at dræbe manden. Den 31-åriges forklaring om, at han brugte kniven i nødværge blev tilsidesat af retten.

Den 31-årige, der er syrisk statsborger og har haft lovligt ophold i Danmark i 5 år, blev straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder. Han blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.

Retten lagde ved udmåling af straffen og vedrørende spørgsmålet om udvisning vægt på arten og grovheden af kriminaliteten og fandt ikke, at en udvisning ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser.

Den 31-årige har endnu ikke taget stilling til, om han vil anke dommen.