Tæskehold sendt i grundlovsforhør: 28-årig mand tæsket og bortført

(Foto: Allan Andersen)

RANDERS: Østjyllands politi fremstillede i dag kl. 11.30 i retten i Randers en 33-årig mand og en 36-årig mand for at have udsat en 28-årig mand fra Randers for kvalificeret vold og frihedsberøvelse.

Fredag aften kl. 19.21 mødte den 33-årige og den 36-årige mand op på den 28-åriges bopæl i Randers, hvor han blev udsat for slag og kvælertag.

Han gik efterfølgende frivilligt med ud på gaden, hvor han blev presset ind i bil. De kørte fra stedet mod Djursland, hvor begge mænd blev anholdt – formentlig efter politiet fik bilen stoppet.

Efter fremstilling i retten i Randers for kvalificeret vold og frihedsberøvelse blev de to voldsmænd varetægtsfængslet i 4 uger.

Den 28-årige var ikke kommet alvorligt til skade, og politi har pt ikke yderligere oplysninger til sagen.