Voldsomt beruset bilist stoppet efter alarm til 1-1-2

(Modelfoto: AK)

JYDERUP: Mandag eftermiddag kl.14.50 blev en 36-årig mand fra Polen med adresse i Ruds-Vedby anholdt og sigtet for spirituskørsel i en varebil. En opmærksom bilist havde på motorvejen ved Knabstrup bemærket den kraftigt slingrende varebil, som kørte mellem to vognbaner.

Bilisten ringede derfor straks 112, da han frygtede at det ville gå galt. Han fulgte efter den slingrende bil og guidede patruljen til stedet. Politiet standsede varebilen på parkeringspladsen ud for Holmstrup på Slagelsevej i Jyderup.

Føreren blev testet med alkometeret, som viste en promille væsentlig over det tilladte. Den 36-årige fører af varebilen blev derfor anholdt, sigtet for spirituskørsel og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt.

Politiet har stor fokus på spiritus og narkokørsel, som hvert år er medvirkende årsag til mange uheld på vejene. Takket være den opmærksomme bilist kunne politiet gribe ind over for den farlige kørsel. Oplever du en bilist som kører usikkert, så kontakt politiet og følg efter køretøjet, hvis det er muligt. Det giver politiet større mulighed for at finde hurtigt frem til det slingrede køretøj og teste, om føreren kører påvirket.

Ring til politiet på tlf. 114 eller i særligt hastende tilfælde på tlf. 112.