12 års fængsel til 31-årig rocker i narkosag

SLAGELSE: En 31-årig mand er netop idømt en fængselsstraf på 12½ år ved retten i Næstved, det var fund af 62 kg amfetamin i maj måned sidste år i omegnen af Slagelse der udløste en omfattende efterforskning.

Efterforskningen resulterede i, at en 31-årig mand – der er fuldgyldigt medlem af en rockergruppe – ved Retten i Næstved blev idømt 12½ års fængsel for deltagelse i indsmugling af 125 kg amfetamin. Den tiltalte har nægtet sig skyldig under hele sagen og har anket dommen til frifindelse.

Efterforskningen afdækkede også narkotikakriminalitet og afpresning begået af andre.

Som følge heraf er der den sidste tid afsagt følgende domme i komplekset:

– En 22-årige mand er idømt 3 års fængsel (narkotika).

– En 32-årig mand er idømt 8 års fængsel (narkotika).

– En 35-årig kvinde er idømt 8 måneders fængsel (narkotika).

– En 31-årig mand er idømt 3 års fængsel og et opholdsforbud (narkotika og afpresning).

– En 23-årig kvinde er idømt fængsel i 1 år og 8 måneder (narkotika).

– En 27-årig kvinde er idømt 2 års fængsel (narkotika).

– En 21-årig kvinde er idømt 5 års fængsel (narkotika).

– En 29-årig mand er idømt 10 års fængsel (narkotika)

– En 23-årig mand er idømt 13 års fængsel (narkotika og afpresning).

Der er således samlet udmålt mere end 58 års fængsel til de dømte.

– Jeg har en forventning om, at endnu et par personer skal tiltales i anledning af politiets grundige og dygtige efterforskning, udtaler anklageren.