Politidirektør: Selvtægt er ulovligt og uacceptabelt

(Foto: Fyns Politi)

Fyns Politi har desværre set et par sager på Fyn på det seneste, hvor borgere har grebet til selvtægt, opfordret andre til det eller har truet med det – senest i sagen med den 11-årige dreng der bliver overfaldet, ydmyget og filmet. Det er alvorligt, og derfor har Fyns Politis politidirektør Arne Gram en vigtig besked til alle.

”Lad os sige det som det er, og sige det som mange tænker, at hvis vi selv oplevede at en af vore kære blev udsat for en forbrydelse, så kunne vi måske godt få lyst til at tage sagen i egen hånd. Men fra at tænke det, til at gøre det – eller true med at gøre det – bør og skal der være meget langt.

For jeg vil gerne slå fast med syvtommer søm, at selvtægt ikke er acceptabelt og det er ulovligt. At øve selvtægt er at tage loven i egen hånd i stedet for at bruge retssystemet. Derved gør almindelige borgere sig til både den dømmende og udøvende magt. Og det er ikke sådan et samfund vi har bygget op i Danmark, og jeg tror ikke, at det er sådan et samfund, vi egentlig ønsker.

Jeg vil gerne appellere på det kraftigste til, at man ikke tyer til selvtægt. Selvtægt fører ikke noget godt med sig. Vi skal alle huske på hvilke værdier, vi ønsker at lære vores børn, for med selvtægt kommer vi hurtigt til at gøre os skyldige i nøjagtigt det samme, som det vi i virkeligheden ønsker at tage afstand fra.

Pas på hinanden, på vores børn og unge og på vores retssamfund. Tag afstand fra kriminalitet – også ulovlig selvtægt.

Og så er jeg selvfølge glad for, at vi har fundet alle gerningsmændene i sagen med den 11-årige dreng.”

– Politidirektør Arne Gram