Seks måneders fængsel for netbedrageri

SLAGELSE: Netbedrageri sendte en 25-årig mand direkte bag tremmer i seks måneder.

En 25-årig mand fra Slagelse blev i mandags idømt en straf på seks måneders ubetinget fængsel. Den 25-årige blev dømt for 24 gange at have snydt i handler på nettet, hvor han udbød forskellige varer til salg på fx dba.dk eller på Facebook.

Der var tale om let omsættelige varer som vinglas, stel fra Royal Copenhagen og lamper, som han satte billigt til salg, men selv om hans “kunder” betalte for varerne, blev de aldrig afsendt.

Den dømte blev varetægtsfængslet efter dommen.