Villa ødelagt af brand: Arbejde med tagpap satte ild i villaen

KAGERUP: En villa blev fuldstændig ødelagt ved en kraftig brand, tirsdag aften ved 18-tiden. Branden blev, ifølge Nordsjællands Politi, startet ved et uheld med tagpap.

Kagerup Park blev tirsdag aften spærret af brandkøretøjer, idet der var ildløs i en større villa i kvarteret, der var brandkøretøjer fra Helsinge og Gilleleje indsat ved slukningsarbejdet som stod på i adskillige timer.

Røgsøjlen fra det brændende hus kunne ses helt fra Gilleleje, og fra brandstationen i Gilleleje blev der rekvireret assistance med en tankvogn, mens brandstationen i Helsinge var rykket ud med samtlige køretøjer.

Gribskov Beredskabs stigevogn blev med det samme sat op og gjort klart med vandkanonen til bekæmpelse af branden, men ulykkeligvis stod det hurtigt klart at ilden havde for godt fat og at huset ikke kunne reddes, idet dele af tagkonstruktionen hurtigt brød sammen.

Det endte med at brandfolkene måtte vælte begge husets to skorstene af hensyn til deres egen sikkerhed på brandstedet, og dermed stod det klart at huset ikke kunne reddes på nogen måde.

Nordsjællands Politi oplyser at der ikke var nogen personer som kom noget til ved branden, og det er ligeledes oplyst af politiets indsatsleder på brandstedet at brandårsagen var arbejde på husets tag, hvor der var arbejdet med tagpap.

(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)